Mangel på forskning skaber uvished om helbreds-mæssige konsekvenser ved svineproduktion
Det kan være sundhedsskadeligt at være nabo til en svineproducent, viser en hollandsk rapport. Og den har givet anledning til debat i Danmark, hvor flere politikere nu vil have igangsat dansk forskning på området.
Birgitte Rasmussen i sin baghave, hvorfra to af de tre store siloer kan ses. Foto: Emil Høj
Af: Sofia Morre, Søren Bach og Emil Høj
​
I Stouby, der ligger en håndfuld kilometer uden for Hedensted, er der masser af landbrug, og det er her, Birgitte Rasmussen bor. Det har hun har gjort i lidt over to år. Vigtigst af alt lugter her ikke af gylle. I hvert fald ikke nu.
Birgitte og hendes mand flyttede ind i huset i sommeren 2017, hvor træerne var fyldt med blade. Men kigger man ud gennem stuevinduet nu, kan man igennem de efterårsvindblæste træer se tre store gyllesiloer fra en grisefarm tårne sig op.
”Det var et chok, da vi fandt ud af, vi var flyttet til gylle-land. Det var vi ikke forberedt på. Stanken er ikke så generende nu, som da vi flyttede hertil. Den værste gene er fluerne. De laver pletter overalt,” lyder det fra Birgitte, mens hun peger på én af de tre fluesmækkere, der ligger spredt rundt i stuen.
​
En branche i udvikling
Det er ikke et unikt tilfælde, at der er personer, der bor tæt på svineproduktioner, der samtidig oplever betydelige gener ved det. Den danske offentlighed blev præsenteret for problemet, da blandt andet TV2 og Greenpeace i oktober 2019 gik ind i sagen for at undersøge, hvor stort problemet er.
Opmærksomheden fra medierne kommer særligt på baggrund af forskning fra Holland, der har påvist, at der er en sammenhæng mellem forværret lungesygdom og naboskab til en svineproducent. Og det antyder studier fra Tyskland, England og USA også.
Der er dog endnu ikke nogen dansk forskning på området, og den hollandske forskning er ikke repræsentativ for danske forhold. For selvom vi tit sammenligner os med vores europæiske naboer, så er gårdene generelt mindre og befolkningstætheden er større i Holland.
Landbrugsbranchen i Danmark er gået fra at være spredt ud over flere, men mindre, produktioner, til i dag at være færre, store produktioner. Hver produktion huser lidt mere end dobbelt så mange grise som i 2007, da husdyrbrugloven trådte i kraft. Dermed er det også en anden mængde skadelige stoffer, der nu bliver udledt.
Udenlandsk forskning er ikke nok
Hvis man spørger professor i folkesundhed på Aarhus Universitet Torben Sigsgaard, er vi i Danmark nødt til at lave forskning designet til de danske forhold, hvis vi vil forstå problemet. Hvis ikke det sker, er det svært at forhindre den skadelige indvirkning på naboer og de gener, der kan følge med.
‘’Jeg tror godt, at man kan bruge de hollandske, de tyske og de amerikanske studier til at sige, at man skal begrænse udsættelserne for folk, der bor omkring. Men for at finde ud af, hvor stort problemet er i Danmark, er man jo nødt til at lave en dansk undersøgelse,’’ fortæller Torben Sigsgaard.
Noget af det oplagte at undersøge vil, ifølge overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitet, Jakob Bønløkke, være afstande. Blandt andet fordi de danske landbrug generelt er større end de hollandske og derfor udsender en større mængde af forurenende stoffer. Der er nemlig risiko for, at stanken af eksempelvis ammoniak kan have en negativ indflydelse, selvom der ikke er foretaget konkrete undersøgelser på området endnu.
‘’Lugtgener kan jo godt forstyrre naboer så meget, at de er nødt til at lægge deres dagligdag om. Lugt kan faktisk være med til at give helbredsproblemer, uden at man kan påvise en specifik kemisk reaktion,’’ understreger Jakob Bønløkke.
​
​
​
​
To af landets førende forskere på området, Torben Sigsgaard og Jakob Bønløkke er enige i, at der mangler dansk forskning. Foto: Søren Bach
I den kontekst lyder det måske lidt voldsomt, at der kan bygges eller udvides svinefarme i en radius af 50 meter til nærmeste beboelse, hvis de andre krav og lovgivninger ellers er overholdt. Sådan er vilkårene som følge af husdyrbrugloven, der blev indgået i 2007. Det er også et vilkår, som Jakob Bønløkke er uforstående overfor.
‘’Jeg synes allerede, inden man begyndte at diskutere skadeligheden, at dén afstand er for kort. Det er simpelthen ikke nogen særlig god ide. Især når der er så meget, der tyder på, at der er en risiko for helbredsskader for mange mennesker, der bor i sådan en afstand. Det er svært at forsvare, synes jeg.’’
​
Kommunerne er handlingslammede
Kim Heiselberg, der er formand for foreningen Danske Svineproducenter, fortæller, at det er helt ny viden for ham, at man kan sammenkæde at bo nær en svinefarm med sundhedsmæssige problemer. Han er ærgerlig over, at medierne griber historien og peger pilen mod landmændene.
”Der er da ikke nogen af os, der har interesse i – hverken over for os selv eller andre – at vi
skal være syge af det arbejde, vi går og laver. Vi opfylder de krav, som vi er blevet pålagt. Hver landmand har jo et lovligt produktionsapparat,” pointerer han.
At bo nær en stor svineproduktion er noget, Dennis Madsen mærker på egen krop. Han bor med sin familie i Turebylille, der ligger mellem Køge og Haslev på Sjælland. Hjemme hos dem undgår de ofte at lufte ud, og når det er helt slemt, kører de til København, hvor gyllelugten ikke indhenter dem.
​
Familien boede i Turebyllille i mange år, før en stor grisefarm skød op cirka 700 meter fra deres hus. Og Dennis Madsen ser kommunen som synderen.
“Det, vi føler os røvrendt over, er, at kommunen har givet tilladelse til at lave en svineproduktion, der lugter så meget. Så jeg skriver en mail til Faxe Kommune, hver gang det stinker. Og det kan være op til flere gange om dagen,” fortæller Dennis Madsen.
Birgitte Rasmussen flyttede, modsat Dennis Madsen, ind, hvor der allerede lå en grisefarm i nærheden. Fra hendes rækkehus i Stouby retter hun også kritik mod kommunen.
“Landmanden kan jo ikke gøre for det. Det er sådan set kommunen, som tillader byggeri så tæt på. Det er dem, der skal slåes oven i hovedet, efter min mening. Landmanden har været her hele tiden,” konstaterer Birgitte Rasmussen.
HUSDYRBRUGLOVEN
HUSDYRBRUGLOVEN
I lang tid stod det frit for kommunerne at vurdere individuelt, om der måtte etableres eller udvides en landejendom. Det betød, at der i nogle kommuner var gode forudsætninger for at lægge sin gård, mens der i andre var store begrænsninger.
I 2007 kom Danmarks første reelle husdyrbruglov. Den medførte, at kommunerne havde nogle grænser, som blev bestemt af Miljø- og Fødevareministeriet. Med indførelsen af loven, kunne landmænd etablere og udvide, så længe de holdt sig inden for lovgivningen.
Både Holbæks og Skanderborgs borgmester rejser i Greenpeaces dokumentar ‘Nabo til en svinefabrik’ kritik over for Landbrugspakkens ændring af husdyrbrugloven i 2017 som det, der satte kommunerne uden for indflydelse, når der skal gives tilladelser til etablering og udvidelse af landbrug. Men det er faktuelt forkert. Det skete i 2007.
Det er besværligt for kommunen at gøre noget, fordi lovgivningen som sådan ikke tillader det. Hvis landmanden ellers holder sig inden for lovgivningens begrænsninger, kan kommunen ikke afvise en ansøgning om etablering eller udvidelse af et landbrug. Hvis de gør, kan landmanden klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor der formentligt er medhold at hente.
​
​
Opbakning til forskning fra flere kanter
Det er i højere grad lovgivningen, der skal ses nærmere på. Og det er der måske udsigt til. Landbrugsordfører for Enhedslisten, Søren E. Rasmussen, har skriftligt opfordret miljøminister, Lea Wermelin (S), til at igangsætte dansk forskning på baggrund af den hollandske rapport.
“Der er behov for at få undersøgt, om rapporten giver anledning til, at vi i Danmark bør revurdere sundhedsrisikoen ved at bo tæt på husdyrbrug. Viser dette sig at være tilfældet, må vi se nærmere på, om der er behov for at justere reguleringen på området,” skriver Lea Wermelin i sit svar på forespørgslen.
Landbrugsordførerne Søren E. Rasmussen (EL), Anna Valentina Bertelsen (SF) og Susanne Zimmer (Å) mener dog alle, at forskning bør igangsættes med det samme.
”Det undrer mig, at hun egentlig siger, vi skal undersøge, om vi skal forske i det. Det synes jeg ikke, der er behov for. Vi skal bruge den energi på at forske, i stedet for at undersøge, om vi skal forske,” fastslår Anna Valentina Bertelsen.
Imens stiller Lise Bech og Peter Seier Christensen, der er landbrugsordførere i henholdsvis DF og Nye Borgerlige, begge spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er behov for forskning på området.
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra miljøministeren, Lea Wermelin (S).
Der er overvejende opbakning fra flere danske landbrugsordførere til at igangsætte dansk forskning, landets førende eksperter anbefaler det, og fra Danske Svineproducenter er beskeden klar.
”Vi har lige så meget interesse i, at det skal belyses, som de der bor tæt på
svineproducenterne. Vi har brug for, at der kommer en ordentlig vurdering af det her. Lad
os da endelig få det undersøgt,” fastslår Kim Heiselberg, formand for Danske Svineproducenter.